Jeg pusler med at få oversat et par artikler om DDR (eller Det-Der-Var, om man vil). Der er interessante og artige ting i begge.
- https://mondediplo.com/2019/11/06germany
- https://www.freidenker.org/fw17/wp-content/uploads/2019/09/Freidenker_2019-03_Krenz-WasWarUndWasBleibt.pdf
Le Monde Diplomatique skildrer likvideringen af DDR og dens eftervirkninger, mens Egon Krenz gør regnebrættet op for sig selv og DDR. I og imellem de to artikler ligger der nogle interessante pointer – ud over de åbenbare.
En af de problemstillinger, der plager os i dagens strategiske overvejelser er to fejl, vi har begået indtil nu – begge relateret til den virkeliggjorte socialisme:
- Vi har anskuet de socialistiske lande og især Sovjetunionen som monolitter: lande, hvor tingene hang sammen og indre modsætninger var løst.
- Vi har groft undervurderet, hvad eksistensen af socialismen i praksis betød for resten af verden (herunder vores egne kamp-forhold) og hvad den praktiske solidaritet betød for især Sovjetunionen.
Hvis vi starter med det første punkt, så er den almindelige historie, at Sovjetunionen – efter borgerkrig, intervention mv – i slut-tyverne fik løst det nationale spørgsmål, og at Sovjetunionen ved sit eksempel bidrog til løsningen af lignende og tilsvarende problemer også i andre socialistiske lande.
For det første er der dele af det puslespil, vi ved ikke kan passe: Lenins advarsel mod Stalins “grove metode” handlede netop om løsningen af det nationale spørgsmål – som ikke kun er et etnisk-kulturelt spørgsmål, men også økonomisk. Hvis man ser løsningen af det nationale spørgsmål i Sovjetunionen som forbundet med den økonomiske opbygning af landet, giver hele balladen med skueprocesser, flytning af hele og halve folkeslag osv meget bedre mening.
Det samme gør socialismens modstanderes handlinger: den stadige satsning på baltere, ukrainere og hviderussere fra tysk og engelsk side, fx. USA’s lejetropper foretog raids ind i de sydlige republikker gennem Afghanistan (ifølge “Charlie Wilsons War”) – det er meningsløst, med mindre man gennem sabotageaktioner og terror faktisk kunne rykke lokalbefolkningen politisk.
Sovjetunionen var altså ikke i stand til at løse de indre økonomiske spændinger og skaffe befolkningen, hvad den ønskede sig. Slet ikke under et rasende våbenkapløb og mens man ydede enorme ofre i den internationale solidaritets navn. På den baggrund giver Sovjets sammenbrud god mening, historisk og økonomisk set.
Det bringer os til det andet punkt: Sovjetunionens solidaritet. Som vi ved fra slut-tyvernes og tredivernes beretninger, var omstillingen til socialisme i ét land en stor kamel at sluge for mange – der røg lige nogle flere skueprocesser over scenen i den forbindelse. men siden revolutionen ydede Sovjetunionen enorme bidrag til andre lande for at støtte en progressiv udvikling. Det skete ikke mindst ved handelssamkvem – og i det sidste årti var Sovjetunionen nærmest en monokultur, som solgte olie og gas for færdigvarer. Det støttede selvsagt de lande, man handlede med (og bidrog dermed til at socialismen kunne løse de lokale “nationale”/regionale spørgsmål), men det blev så tilsvarende dyrt for Sovjetunionens regionale balance.
Sovjetunionen tilbød sig som handelspartner til alle, der ville en progressiv udvikling – det, at der var andre perspektiver mulige, har givet betydet en anden politisk udvikling i mange lande, og at Europas forhold til fx Afrikanske stater har været mere rimeligt end i dag. Sovjetunionens militære magt var så også med til at sikre freden i sidste ende. Sådan noget som operation Barkhane ville have været utænkeligt dengang. I det miljø var tanken om en anden mulig udvikling langt mere nærliggende, også i Danmark. Selv om det fandeme ikke altid var sjovt, var der simpelthen mere medvind på cykelstien!
Nu kommer vi så til den interessante udeladelse i Egon Krenz’ memoirer: Vender vi tilbage til, at alle var interesserede i Sovjetunionens velbefindende, var det ikke OK, at de socialistiske lande og kommunistpartierne ikke tog en alvorlig snak med SUKP om, hvad der kunne og måtte gøres… i stedet holdt man fast i, at Sovjets nationale spørgsmål var blevet løst (en gang for alle) og at alt gik fint.
Krenz fortæller, at SUKP i 1982 fortalte DDRs ledelse, at Sovjetunionen stod i en så alvorlig eksistenskrise, at man måtte lukke for den store solidariske oliehane til DDR. Samtidig fortæller han, at COMECON holdt op med at fungere… men i 1989 spørger han Gorbatjov, om hvilken plads Sovjetunionen ser for DDR i “det fælleseuropæiske hus”. Og han undrer sig over, at Gorbatjov & co solgte ham og DDR for en slik. Har DDRs politbureau siddet på ørerne i syv år? Har de ikke – sammen med Sovjetunionen, de øvrige socialistiske lande og COMECON – forsøgt at lave en plan for at løfte socialismen?
Jeg ved, at man ventede sig meget af perestrojka og alt det – men skal det forestille, at man sad og ventede på, at SUKP ragede kastanierne ud af ilden for hele den socialistiske verden..? Uhada. Og miseren bliver værre: var det virkelig et chok, da USSR kom med sin eksistenskrise i 1982?
Der ligger givetvis en række meget interessante diskussioner mellem de kommunistiske partier og statsledelser fra årene 1975-89 om disse problemer. Det kan blive interessant at se på – men det er også en grim tilståelsessag om manglende selvkritik. Krenz har fundet nogle virkelig gode lærestykker hos kammerat Lenin – nok nogle, man burde have læst mere på, mens tid var!