Hvordan man spiser en elefant

Michael Roberts er en underlig snegl. Ligesom mange andre trotskister, kapitallogikere etc argumenterer han dygtigt, velunderbygget (og i hans tilfælde også med masser af glimrende data) for en forståelse af kapitalismen på Marx’ grund. Uden Lenin, tak.

I dette blogindlæg tager han fat på noget lidt andet, nemlig debatten om ulighed. IMFs tidligere cheføkonom Branko Milanovic har etableret sig som en global ekspert i ulighed, ikke mindst gennem sin bog “Global inequality” fra 2015. Her præsenterer han bl.a. den berømte elefant-kurve, der viser hvordan indkomsterne har ændret sig i årene 1988-2008.

Her ses elefantkurven tydeligt – tegningen er lånt fra Michael Roberts, som har lånt den af Tony Nagle…

Som man ser på kurven, er det især de lavere og mellemste indkomster, der er steget, mens de højere indkomster ikke har fået noget (de er altså blevet relativt fattigere). De højeste indkomster har selvsagt haft en pæn fremgang i perioden.

Det er jo meget sjovt, men hvem er det så, der får hvad? Milanovic’ bog beskriver, at det er fattige, tidligere bønder i Indien og Kina, der står for elefantens “ryg”, mens Afrikas bønder (“halen”) ikke havde noget og ikke fik noget i 1988-2008.

Hvad så med elefantens “næse” – de der havde en relativt høj indkomst i 1988, men ikke oplevede nogen vækst? Ifølge Milanovic består denne gruppe primært af Østeuropas arbejdere, hvis indkomstgrundlag er blevet fjernet af 90’ernes kontrarevolution, og af arbejderklassen i de fremskredne kapitalistiske lande, hvis indkomster er stagneret i perioden.

Såvidt, så godt. Milanovic skriver i sin bog, at vi hermed kan tale om, at der ikke er behov for en social revolution, men for at gøre kapitalismen mere fair. “Global inequality may be reduced by higher growth rates in poor countries and through migration.”

For det første refererer han den britiske tænketank ‘The Resolution Foundation’ for en kritik af elefant-kurven. De har ikke mindst undersøgt den store vækst, de mellemste og lavere indkomster har haft. Hvis man tager højde for, at befolkningen er vokset enormt i Kina og Indien, så synker elefantens ryg ned til gennemsnittet.

Roberts køber ikke Milanovic’s tanker om at kapitalismen er den bedste måde at løse alle problemer på (som Milanovic skriver: ““gets much wrong, but also much right—and it is not going anywhere. Our task is to improve it.”). Men resten af debatten må du selv læse hos Roberts. Her vil jeg blot interessere mig for to småbidder, Roberts kommer med undervejs:

Det viser sig, at nærmest hele “elefantryggen” skyldes Kinas økonomiske vækst. Samtidig er historien om stagnation i vesten væsentligt mere broget end Milanovic forenkler det til – og sidst men ikke mindst er der simpelthen noget galt med tallene for Japan.

Den anden ting, Roberts nævner i farten, er at arbejderklassen vokser. Rigtig meget, endda.

And yet the working class, both industrial workers and those in so-called ‘service’ industries, has never been larger in human history.  Globally, there were 2.2bn people at work and producing value back in 1991.  Now there are 3.2bn.  The global workforce has risen by 1bn in the last 20 years. Globally, the industrial workforce has risen by 46% since 1991 from 490m to 715m in 2012 and will reach well over 800m before the end of the decade.  Indeed, the industrial workforce has grown by 1.8% a year since 1991 and since 2004 by 2.7% a year, which is now a faster rate of growth than the services sector (2.6% a year)!  Globally, the share of industrial workers in the total workforce has risen slightly from 22% to 23%.”

Michael Roberts