Den tidligere formand for LO Hovedstaden, Peter Kay Mortensen, er i sin pensionisttilværelse begyndt som blogger hos Arbejderen. I sin blog stiller han spørgsmålet “Hvorfor fortsætter den kommunale massakre på børne- og ældreområdet?” Hans svar er, at det er nødvendigt at tage et opgør med budgetloven. Det har han jo ret i. Men når han stiller spørgsmålet sådan, kan det jo give stof til eftertanke.
Det egentlige svar på spørgsmålet er desværre særdeles enkelt: Danmarks strategiske satsning på EU som garant for velfærdsstaten er slået massivt fejl. Som en nøgleperson i den danske fagbevægelse igennem mange år har Peter Kay altså selv stillet sig bag denne satsning – og han kan nu se følgerne.
Danmark er de facto medlem af Eurosamarbejdet og er dermed bundet til vækst- og stabilitetspagtens begreber om, hvordan bl.a. de offentlige finanser skal tilrettelægges. At EU ikke har været i stand til at løfte opgaven med at skabe en passende vækst i de senere år er nok nærmest en underdrivelse.
Det er beklageligt, at Danmarks fagbevægelse igennem de seneste 30 år ikke har kunnet gennemskue, at den økonomiske politik, EU er forpligtet til at føre, er en monetaristisk inspireret lavrente-politik med “tilbageholdenhed” i den offentlige sektor og fokus på at skabe bedre rammer for det private initiativ. I 30 år – gennem adskillige økonomiske kriser – har den organiserede arbejderklasse ikke kunnet præstere et bedre forslag om, hvordan man skabte stabil vækst. Den idefattighed har fagbevægelsen – med LO som fortrop – stillet sig bag, formentlig for at sikre sig “politisk indflydelse”. Der er bare den hage ved det, at man generelt ikke bør stræbe efter indflydelse, hvis prisen er at man opgiver at føre sin egen politik.
Dertil kommer så Danmarks tilslutning til finanspagten, som blev gennemført i forbindelse med krisen 2008 – og som budgetloven er implementeringen af (det står åbenlyst i bemærkningerne til lovforslaget). Så bare et opgør med budgetloven kræver et opgør med Finanspagten – så må vi se, om vi kan nå det, inden pagten bliver lavet til et EU-direktiv…
Endelig betyder bl.a. øst-aftalen at det danske arbejdsmarked på den ene side presses af en flod af fattige især fra Østeuropa, som vil arbejde for 25 øre i timen – og som samtidig sender penge hjem og dermed mindsker presset for sociale reformer i deres hjemlande. Dermed har EU så væsentligt mindre travlt med at få løftet standarden i lande som Polen, Rumænien osv.
Dette er naturligvis helt modsat af løfterne fra 1986, hvor LO reklamerede for, at det indre marked ville hjælpe portugisiske og spanske arbejdere og sikkert også fra senere kampagner.
Man kan så spørge, om der er et alternativ til EU-medlemskabet. Well, EU synker ikke i havet hvis Danmark laver sin strategi om. På den anden side flytter Danmark heller ikke om på den anden side af kloden, så vores handelspartnere skal nok kunne finde os – og trafikken mellem Norge/Sverige og Tyskland/Frankrig skal vel stadig samme vej. Vi kan højst få flere og bedre muligheder!