Min datter Signe sagde forleden, at “hvis vi [kommunister] ville have nogen til at lytte til os, måtte vi holde op med at tale om fx klassekamp’” – det er der ingen, der forstå, og vi kommer til at ligne tosser. Det blev jeg sur over, men hun har (selvfølgelig) ret.
Hvis man ser på verden i dag, er det ikke let at få øje på klassekampen. Lad os lige først dvæle ved, hvad det var, Marx og Engels så – og så prøve at finde klassekampen i verden i dag. Marx og Engels levede og arbejdede på en tid, hvor samfundet var i opløsning: den industrielle revolution og skabelsen af nationalstaterne var i fuld gang – alt hvad der mindede om feudaltidens adelsvælde og bondesamfund blev fjernet og afskaffet. Samtidig levede de midt i en eksplosion af ny viden, hvor menneskenes forståelse af verden blev kraftigt udvidet og forandret.
På Marx og Engels’ tid var verden tydeligvis foranderlig, herunder også samfundsforholdene. Dengang fik man en forståelse af, at menneskets historie er en udviklingshistorie. Da mennesket er et dyr, der lever i samfund, måtte samfundet vel også udvikle sig, tænkte de. Navnlig, når dyret selv også har en udviklingshistorie. De historiske og arkæologiske fund, der blev gjort, bekræftede at menneskenes samfund også har udviklet sig. Marx og Engels fandt ud af, at de forskellige samfunds historie verden over har nogle fælles træk og at de handler om ejerskabet til produktionsmidlerne.
Samfundet kunne altid ses som en enhed og kamp imellem samfundsklasser, der havde forskelligt ejerskab til produktionsmidlerne: bønder og herremænd, herrer og slaver, kapitalister og arbejdere. Magt- og ejendomsforhold fulgtes ad og forandredes i samfundets udvikling – drevet frem af den tekniske udvikling – og der var i alle samfund en central interessemodsætning mellem samfundsklasserne. Selv om disse klasser i historiens løb opstod og gik til grunde, skete samfundets udvikling altid i en kamp imellem de klasser, samfundet bestod af. Alle hidtidige samfunds historie var klassekampens historie, skrev de. Klassekampens eksistens kan altså udledes af en forståelse af verdens historie.
For at SE klassekampen skal man altså undersøge verdenshistorien og lede efter “samfundets bevægelseslove”. Hvis man ikke gør det, men blot læser sin avis og tænker lidt selv, ser verden anderledes ud. Klassekampen giver ingen mening, hvis man ikke ser den som et historisk perspektiv. Omvendt betyder det, at det netop er det historiske perspektiv, kommunisterne kan bidrage med i debatten.
I verden i dag er der flere ting (måske endda flere end på Marx og Engels’ tid!), der tyder på både forandring og kamp:
- Verden forandres – grænser flyttes og alliancer skifter. Inden for de sidste hundrede år har vi oplevet både revolutionen i Rusland, anden verdenskrig, afskaffelsen af kolonier, en befolkningseksplosion – og truslen om at menneskeheden måske er i færd med at afskaffe sig selv.
- Samtidig kan vi se, at selv om vilkårene forbedres og vi kan flere og flere ting, så bliver verdens fattige flere og fattigere. Og vi kan se, at klimakatastrofen rammer de fattige først og hårdest.
Det er kommunisternes opgave at forbinde sig med de grupper og kredse, der vil en anden udvikling – og tilføje det historiske perspektiv, at en løsning af problemerne vil medføre et nyt samfund og at bønder og arbejdere verden over også har en interesse i at skabe en ny fremtid for menneskene.