Journalister og andet godtfolk fortæller ofte om, hvor vigtigt, det er at der er en “fri” presse, som kan være kritisk og sige magthaverne imod. Man fremstiller pressen som en “fjerde statsmagt” (til supplement af Montesquieus lovgivende, udøvende og dømmende magt). Men hvorfor skulle pressen af princip være kritisk og i opposition til samfundets magthavere – det er jo blot simple private virksomheder, som vil tjene penge? I det omfang, der er tale om store virksomheder, der er dele af konglomerater mm, er medievirksomhederne lige så meget filtret ind i statsmagten som såmange andre (se fx brødrene Lidegaard for nogle år siden – den ene udenrigsminister og den anden redaktør på Politiken).
Men hvis det er tilfældet, er det jo det stik modsatte af Montesquieu tanke: ikke tre – OK, fire – dele af staten, som holder hinanden i skak og sikrer en demokratisk og effektiv kontrol med fælles anliggender, men en Livjatan, som knuser og opæder al kritisk tænkning…
Jeg er ved at overgive mig til tanken: måske er pressen den fjerde statsmagt…
Artiklen her giver et fint vel-refereret overblik over efterkrigstidens væsentligste ikke-historier, fra Vietnam-krigen (der blev kastet dobbelt så mange bomber over Syd-Vietnam som over Nord-Vietnam), over Øst-Timor (nogensinde hørt om Indonesiens angreb der?) til Syrien (hvor anklagerne om Assads brug af giftgas muligvis tildels er fabrikerede) og det amerikanske Russia’s-gate.
Artiklen er udarbejdet af nogle flinke unge mennesker i USA, der var naive nok til at tro, at man kunne få den slags trykt i de store medier…
