Det følgende er et udkast til noget, der måske kunne blive en artikel et sted…
Der er en meget simpel årsag til, at jeg er loren ved de fleste beregninger af profitrater, overskud mm: de kan umuligt være rigtige. I det følgende vil jeg prøve at forklare hvorfor.
Kategorisk forkert
I Kapitalen, Løn pris og profit mm opstiller Marx formler for merværdi, profitrate og så videre. Han kommer også med en lang række eksempler, mestendels hypotetiske, og med nogle “alt-andet-lige”-betragtninger.
Lad os dvæle lidt ved Marx’ metode og gængs økonomisk teoris metode først. Som Gelius Lund forklarer det (i En dør på klem til Kapitalen), så arbejder Marx med at fremstille sagens kerne først. Man starter altså på det højeste abstraktionsnivau. Derefter kan man så lægge flere og flere lag af konkrete sammenhænge til, indtil man står på det laveste abstraktionsniveau, med den konkrete hændelse, man diskuterer.
På samme vis – et beslægtet trick, om man vil – bruger økonomer ofte vendingen “alt andet lige” (eller på latin “ceteris paribus”). Her analyseres et eller andet forhold, og man prøver at isolere forholdet fra alle andre konkrete omstændigheder.
Det er altså vigtigt, når man diskuterer politisk økonomi, at være klar over, på hvilket abstraktionsniveau, man befinder sig , og hvad der forudsættes uændret respektive foranderligt. Lad os fx se på merværdi-teorien.
Merværdi-teorien hviler på værdiloven: at bytteforholdet mellem varer stort set afspejler, hvor meget arbejde det er nødvendigt at bruge for at fremstille varen. Værdiloven bygger på simple observationer og refleksioner og den er intuitivt rigtig. Men værdiloven siger altså, at varernes bytteværdi skal regnes i samfundsmæssige standard-arbejdstimer. Værdiloven betyder ikke, at udbud og efterspørgsel ikke fungerer – tværtimod: Det er netop udbud og efterspørgsel, der gør at bytteværdierne holder sig i nærheden af indholdet af standard-arbejdstimer.
Marx stiller så det begavede spørgsmål: “Hvis alle varers bytteværdi afhænger af deres arbejdsindhold, hvad er så værdien af varen arbejdskraft?” Svaret er simpelt – værdien af en times arbejdskraft er afhængig af, hvor meget arbejde, der skal til at fremstille den (mad, tøj, bolig, uddannelse, infrastruktur etc etc), ligesom det gælder for alle andre varer. Den merværdi, der realiseres ved produktionsprocessen og afhændelsen af varerne, kommer altså af, at en times arbejdskraft kan skabe mere værdi end der går til at producere den: merværdien skabes gennem køb og anvendelse af arbejdskraft. Kapitalisten køber råvarer og arbejdskraft til en bytteværdi, udtrykt i standard-arbejdstimer, og efter produktion og salg råder kapitalisten over en forøget værdi. Merværdien er udtrykt i arbejdstimer, lige så vel som kapitalindskuddet.
Marx bruger en del energi på, at kapitalisten ikke ser sin kapital-værdi som arbejde, men som penge. Han gør rigtig meget ud af at understrege, at pengene ikke har nogen værdi i sig selv, men alene fungerer som smørelse for bytte-transaktionerne. Det er også vigtigt for den videre undersøgelse, at kapitalistens penge-formue gør det muligt for ham/hende at sprede sine investeringer: selv om der er tjent penge på handel med fåreskind, kan man udmærket købe sig ind på ølbrygning eller skibsfart den næste dag. Men at man anvender penge til transaktionerne ændrer ikke på, at kapital, merværdi, arbejdskraft mm stadig er udtrykt i arbejdstimer.
Hvordan kommer vi så fra arbejdstimer til kroner og ører? Her kommer vi til “det marx’ske transformationsproblem”. Egentlig er dette også en relativt simpel sag: Man tænker sig, at økonomien er opdelt i flere markeder – fx forbrugsvarer, investeringsvarer og luksusvarer, men man kan forestille sig mange andre opdelinger! Som tidligere nævnt så fungerer udbud og efterspørgsel fint på varemarkederne: hvis der bliver produceret mere end der efterspørges, falder bytteværdien og vice versa. Dermed skulle priserne på de forskellige varegrupper (forbrugsvarer, investeringsvarer og luksusvarer) ligge tæt på bytteværdierne, altså varernes arbejdsindhold. MEN: da kapitalisterne (alt andet lige) frit kan flytte deres kapital fra den ene produktion til den anden, skal der også være ligevægt på kapitalmarkedet. Det vil sige, at hvis der kan realiseres en højere profitrate på investeringsgoder end på luksusvarer, så vil flere kapitalister starte produktion af luksusvarer. Det vil til gengæld tvinge priserne på luksusvarer ned – uanset arbejdsværdiindholdet – og dermed i anden omgang profitraten på luksusvare-produktionen. Efter nogle omgange på denne facon vil der være balance på både vare- og kapitalmarkederne. Men nu er der sket det, at profitraten på den ene side er udjævnet mellem de forskellige produktioner – og at priserne er rykket væk fra arbejdsværdierne!
Så vidt Marx og merværditeorien inklusive den marx’ske profitrateformulering. Hvordan ser det ud under gængs nationaløkonomisk teori? Her er der naturligvis også en række teoretiske overvejelser, men det korte af det lange er, at vareværdierne er udtrykt i kroner og ører – og at løn, jordrente og profit afleveres til arbejdere, jordejere og kapitalister svarende til den mængde af yderligere samfundsmæssig nytte, der bliver realiseret ved at indsætte én enhed arbejde, kapital eller jord mere. Værdierne er således ikke produceret, men realiseres i forbindelse med erhvervelsen af varen. Det er heri, Marx’ enorme vrede mod den franske økonom Say bunder: Say siger, at alle markeder realiserer deres fulde værdi, således at udbud svarer til efterspørgslen (overproduktion findes altså ikke, og der er ikke nogen, der mangler noget, hvis de ikke har købt det). Så udbud og efterspørgsel følges magisk ad, og værdierne skaber ligesom sig selv.
Det korte af det lange her er altså, at man ikke bare lige kan tage beløb i kroner og ører – fx fra værftsindustrien – og tro, at man så kan beregne profitrate og merværdi. Man kan måske (men jeg har flere protester på lager! se nedenfor) komme afsted med at se på hele økonomien under et – men så skal man dels løse nogle pengeteoretiske problemer, dels have alt inklusive finansverdenen med. Man kan ikke bruge pengebeløbene, og man kan slet ikke bruge enkelte brancher/virksomheder for sig!
Udlandet kalder
Som sagt kan handels- og kapitalforhold med udlandet kan også forstyrre billedet. Lad os se lidt på det:
- Valutaforhold kan være med til at forvride profitberegningerne. Valutakurserne svinger og kan dermed forøge eller mindske indtjeningen, målt i kroner og ører – uden at der er rykket et komma ved profitforholdene, målt i værdier. En løsning er at korrigere for valutaforhold ved en beregning, men da valutakursomregning jo er generelle beregninger som dækker hele valutaen og alle varer, der afregnes (samt andre landes økonomiske forhold), må det blive en klude-løsning med tilnærmede resultater. En anden løsning er naturligvis at regne ud i værdier for hele verden – eller at lade som om resultaterne gælder for et stort land (USA) eller hele blokke af lande (EU), uden hensyntagen til deres omverden. Det er osse noget snask: USA’s økonomi uden fx NAFTA er noget fup.
- Det bringer os til kolonialisme eller hvad man vil kalde det i dag: ejerskab og særlige rettigheder, gode priser etc. Hvis man har adgang til særlige handelsvilkår eller kan anvende ressourcer særligt billigt – eller hvis der ændres i disse forhold – vil det påvirke profitrateberegningerne markant.
- Endelig er nationalregnskabsstatistikkerne – fordi udgangspunktet er skatteindberetninger – følsommer overfor skattetænkning, tilsløring af ejerskab/indtjening og transferpricing. I alle tilfælde drejer det sig om fiktivt over- eller underdrevne betalinger, som vil forstyrre billedet målt i kroner og ører. Se nedenfor.
Skattefar er kilden
De fleste undersøgelser – herunder både Kliman et al, Piketty og andre – bygger på nationalregnskabsstatistikker og andre nationale opgørelser. De lider alle under den yderligere svaghed, at opgørelserne – foruden alt det ovenstående også afspejler, hvordan de forskellige lande prøver at styre virksomhedernes adfærd, fx ved at indregne skattemæssige afskrivninger mm.
Kort fortalt betyder opgørelsesmetoderne primært to ting:
- for det første er der medtaget de indkomst- og formueforhold, der regnes med i skattemæssig henseende. Det betyder, at indkomst, der registreres som lønindkomst, registreres som løn (herunder også kapitalejeres bestyrelseshonorar mm), mens formue kun er den formue, der tælles med som skattepligtig formue.
- for det andet er der udgifter, som er meget anderledes i skattemæssig henseende end i nationaløkonomisk: afskrivning af investeringer, reklameudgifter, udgifter til royalties mm. De overskud af virksomheder, der opstår, ser meget anderledes ud på skatteregnskabet end i virkeligheden.
Et bizart eksempel er Donald Trumps bemærkninger om hans skatteregnskab fra 1990’erne: mens han blev udråbt som den store deal-maker og ejendomsmatador i 1990’erne, viste hans skatteregnskaber faktisk konstante underskud. Det er kommet frem i debatten nu. I Donald Trumps udlægning, så var sådanne regnskaber ganske sædvanlige i denne periode, ja nærmest en folkesport for matadorer. Og det kan sagtens passe – set fra en rigmands perspektiv gælder det jo om, at skattevæsenet finder så lille et beskatningsgrundlag som muligt!
Det er også set før, at der decideret handles med selskaber med indlagte underskud. Særligt når man også inddrager udlandet – med sambeskatning osv – bliver billedet meget meget mudret. Når IKEA og McDonalds tilsyneladende ikke tjener noget i Danmark, er det så fordi de hverken skaber værdi eller får profit?
Monopolprofitter
Har en virksomhed helt eller delvist monopol, kan den tvinge andre – virksomheder eller kunder – til at betale overpriser for sine produkter. Det betyder fx, at en beregning af en virksomheds, en branches eller et sågar lands profitrate vil blive skævvredet af andres monopolprofitter: De vil nemlig gennemsyre alle andre poster i regnskabet og få profitten til at virke mindre end den reelt er:
- Forestil dig en produktionsvirksomhed, fx en møbelfabrik. For at afsætte sine varer er den afhængig af en gennemmonopoliseret distributions- og salgskæde (hvem kender du, der handler med møbler? ingen af dem fremstiller dem selv!). Så allerede omsætningen er påvirket af monopolprofitter.
- Træ og maskineri er ligeledes varer hvor der er monopol på fremstilling, transport mm, så også her bliver der betalt for meget. I det mindste er der ikke monopolprofitter på lønnen.
- Husleje og Finans? Naturligvis er finans- og ejendomssektoren monopoliseret!
- Transport og distribution er nævnt tidligere…
Samlet set er der altså langt fra de tal, der opgøres i regnskabet til virksomhedens ejere og til den reelle merværdi, der skabes.
Udpresning af arbejdskraften
En sidste faktor, der kan tilsløre en opgørelse af merværdi og profitrate, er en øget udpresning af arbejdskraften. Hvis forholdet mellem det arbejde, der skal til for at producere en arbejdstime, og værdien af hvad arbejdskraften bruges på, forandres væsentligt – fx gennem mere produktive produktionsmetoder – så vil profitraten være forskellig fra år til år, uden at andre faktorer ændres.
Summa summarum
Jeg vil ikke sige, at man aldrig kan beregne merværdien eller profitraten. Det kan man naturligvis, men beregningen vil være behæftet med mange vanskeligheder og forbehold. Hvis man bruger en sådan beregning over en historisk periode eller prøver at sammenligne mellem lande og brancher, så kommer man galt af sted.
Beregninger ud fra de umiddelbart tilgængelige tal i nationalregnskabet vil nemlig være påvirket af en række forhold. Først og fremmest gør transformationen fra værdier til priser det uholdbart at se på isolerede dele af økonomien. Dernæst medfører det faktum, at opgørelsen hviler på skatteopgørelser, en betydelig skævvridning – i særdeleshed, hvis der også er tale om handel med udlandet.