Det følgende er et udkast til noget, der måske kunne blive en artikel et sted…
Marx formulerer profitraten i “Kapitalen”, hvori han også beskriver, hvordan profitraten vil have en tendens til at falde, når kapitalens organiske sammenhæng stiger. Lige præcis hertil er alle vist enige. Men derefter breder forvirringen sig – i takt med debatten om anvendelsen og relevansen af marxismens politiske økonomi.
At profitraten vil falde, når kapitalens organiske sammensætning stiger, følger matematisk af formlen for profitraten (m/c+v):
Kapitalindsatsen går dels til maskineri, råvarer mm, dels til køb af arbejdskraft. Indsatsen til arbejdskraft kaldes variabel kapital (forkortet v), mens råvarer mm kaldes konstant kapital (forkortet c). Kapitalen sættes altså ind i produktionen og sælges derefter til en værdi af k+m (dvs kapitalindskud plus en merværdi). Merværdien kan man fx se i forhold til købet af arbejdskraft (m/v) – det er det, man kalder merværdiraten – eller i forhold til det samlede kapitalindskud (m/c+v) – det er det, man kalder profitraten.
Somsagt kan profitratens tendens til fald vises matematisk: Hvis man dividerer begge sider af profitrate-brøken (m/c+v) med v, får man merværdiraten (m/v), divideret med kapitalens organiske sammensætning (c/v) plus én.
Og det lidt dystert klingende begreb “kapitalens organiske sammensætning” dækker altså over forholdet mellem hvor meget af den indsatte kapital, der går til køb af arbejdskraft og hvor meget, der går til råvarer, maskiner mm.
Så hvis merværdiraten er den samme, men den organiske sammensætning stiger, så falder profitraten. Såre simpelt. Herfra begynder bataljerne så.
Marx selv er den første, der ytrer sig om profitratens tendens til fald: han ofrer de næste tre-fire afsnit af Kapitalen på at forklare, hvilke forandringer, der kan bremse eller udsætte den faldende profitrate – han skriver også, at det jo netop drejer sig om en tendens:
- Monopolisering
- Udnyttelse af nye markeder mm (kolonier)
- Udpresning af arbejdskraften (effektiviseringer mm)
Krise og kriseteori
Marx skriver flere steder om kapitalismens kriser – en af hans store fortjenester er netop beskrivelsen af kapitalismen som et ustabilt system. Personligt mener jeg, at Marx – han var jo ikke var en gud, som fuldt færdig sprang ud fra arbejderklassens pande – som alle andre mennesker blev klogere og mere præcis undervejs. For at det ikke skal være løgn, levede Marx også i et samfund, der var under voldsomme forandringer. Det samfund han forholder sig til (og meget af det, han skrev var i høj grad bidrag til tidens aktuelle debat), er derfor heller ikke nødvendigvis det samme i 1848 som i 1875.
I marxistisk økonomisk teori er der gennemgående to hovedforklaringer på kapitalismens krise. Det to forklaringer udelukker ikke direkte hinanden, selv om de fleste foretrækker enten den ene eller den anden forklaring. Den ene forklaring er, at profitratens tendens til fald gang på gang tvinger profitraten ned på et niveau, hvor økonomien falder fra hinanden. Den anden forklaring er, at den merværdi, der akkumuleres, fylder mere og mere i forhold til arbejdslønnen – så til sidst er der ikke længere nogen, der har råd til at købe de varer, der ellers er kapital nok til at producere.
Knas i kategorierne
En af de vanskeligheder, der ofte opstår i debatten, er at loven om profitratens tendens til fald (som den er formuleret oven for) er formuleret i arbejdskraftværdier. Det vil sige, at de størrelser, der jongleres med ovenfor (c,v og m) alle sammen er udtrykt i standard-arbejdstimer.
Marx’ teori går videre med at forklare, hvordan arbejdskraftværdierne bliver til priser ved at kapital- og varemarkederne bringes til at balancere. Det er det regnestykke, hvor Marx bruger tre forskellige “departementer” af økonomien – investeringsgoder, forbrugsgoder og luksusgoder.
Den østrigske Böhm-Bawerk og en række af hans følgere misbrugte Marx’ bøvlerier med at få regnestykket til at gå op til at hævde at Marx var “modbevist”, fordi han havde problemer med at få værdier og priser til at hænge sammen. Det må de om – det er en eftertanke værd, at verdens fremmeste økonomer i årene 1870-1915 havde som deres hovedopgave at få modbevist og fjernet Marx, som jo byggede sit arbejde på de klassiske teoretikere, som alle andre anså for gyldige!
Den polske økonom Bortkiewitz fik styr på “transformationsproblemet” i 1920’erne, men når vi deler økonomien op i flere sektorer (departementer), bliver sagen med profitratens tendens til fald mere indviklet.
Michael Heinrichs Karl Marx
Den tyske forfatter Michael Heinrich beskrev i sin artikel (Crisis Theory, the Law of the Tendency of the Profit Rate to Fall, and Marx’s Studies in the 1870s, https://monthlyreview.org/2013/04/01/crisis-theory-the-law-of-the-tendency-of-the-profit-rate-to-fall-and-marxs-studies-in-the-1870s/), hvordan Karl Marx arbejdede med profitratens tendens til fald som en del af udviklingen af sin økonomiske teori og – især – kriseteori. Heinrichs fremstilling i artiklen følger i et vist omfang Marx’ arbejde med teoriudviklingen.
Hvad angår loven om profitratens tendens til fald gør Heinrich et par overraskende følgeslutninger:
- Han fremfører, at profitraten blev opfattet som generelt faldende og at både Adam Smith og Ricardo – som Marx støtter sig til – havde arbejdet med en forklaring. En “god” økonomisk teori skulle altså a priori kunne forklare, hvorfor profitraten skulle falde.
- Yderligere mener Heinrich, at den udbredte forståelse af, at Marx’ kriseteori hviler på loven om profitratens tendens til fald, i høj grad skyldes Engels’ redaktion af Kapitalens tredje bog. Han hævder, at hvis man læser uden denne for-forståelse, så gør Marx sig mange forskellige tanker om krisens økonomiske årsager – herunder også den tanke om kombineret overopsparing og underforbrug, som tidligere er nævnt.
Michael Roberts’ Karl Marx
Ikke alle finder Michael Heinrichs udlægning charmerende. Det gælder bl.a. Michael Roberts. Roberts har en bloog, “The Next Recession” (https://thenextrecession.wordpress.com/), hvor han beretter og skriver ud fra en marxistisk synsvinkel. Beklageligvis (synes jeg) har Roberts en mekanistisk forståelse af sammenhængene – eller måske har jeg læst for lidt på hans artikler. Som jeg har læst ham, så udvikler profitraten sig mere eller mindre autonomt, og kriser følger efter, evt med politiske følgevirkninger. At han oven i købet bygger på nationalregnskabsstatistikkerne er efter min mening en yderligere fejl.
Men Roberts er blandt eksponenterne for dem, der mener at Heinrichs læsning af Marx er forkert. I en artikel i Monthly Review (https://monthlyreview.org/commentary/critique-heinrichs-crisis-theory-law-tendency-profit-rate-fall-marxs-studies-1870s/) tager bl.a. han og Guglielmo Carchedi til orde overfor Michael Heinrichs’ læsning af Marx.